Nyt design sætter filmoplevelsen i centrum
Filmstribens nye design sætter fokus på inspiration og filmoplevelsen og gør det let for brugerne at gå på opdagelse i filmsamlingen.
Vi er gået i luften med et nyt design på Filmstriben. Et design som er mere tidssvarende, indbydende og med et visuelt stærkt udtryk – samtidig med at brugerne fortsat kan navigere ubesværet i den velkendte funktionalitet.
I arbejdet med det nye design har vi haft et klart omdrejningspunkt: at bevare Filmstribens unikke identitet. Derfor vil brugerne fortsat møde de stemningsfulde stillbilleder, den grundige formidling gennem beskrivelser og metadata samt den tydelige forankring i bibliotekerne, som er kernen i Filmstriben.
Samtidig har vi med det nye design styrket det visuelle udtryk. Filmplakater er tilføjet for at øge genkendeligheden, og filmsiderne er blevet mere indbydende og appellerende. Derudover har Filmstriben fået nye ikoner, der understøtter identiteten og guider brugerne på vej. Den tekniske information er også blevet forenklet, så fokus i endnu højere grad rettes mod filmoplevelsen.
Vi har desuden arbejdet målrettet på at tydeliggøre forskellen mellem de to tjenester Se film hjemmefra og Se film på biblioteket. Det gør det lettere for brugerne at orientere sig og mindsker risikoen for at lande det forkerte sted.
Samlet set giver det brugerne en opdateret platform, hvor det er let at finde rundt – og inspirerende at gå på opdagelse.
Vi håber, I vil tage godt imod det!