Brugerne er udgangspunktet
Vi inddrager altid brugerne i vores udviklingsprojekter for at sikre, at løsningerne rammer brugernes behov
Over 270 repræsentanter fra biblioteker, forlag og uddannelsesinstitutioner deltog i årets DBC DIGITAL Infodage, hvor digitale løsninger, vidensdeling og netværk var i centrum. Vi har fået meget positiv respons og gentager succesen næste år.
I januar og februar afholdt vi fire spændende infodage i Ballerup, Aalborg og Vejle. Her samledes deltagere fra store og små folkebiblioteker, fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker samt forlagsbranchen for at få indsigt i den seneste udvikling inden for bibliotekernes infrastruktur, DBC DIGITALs tjenester og fremtidens digitale løsninger.
Deltagerne kunne blandt andet høre om AI’s rolle i fremtidens bibliotekstilbud, de nyeste tendenser inden for søgning, biblioteksdata der afspejler brugernes behov og meget mere.
Med en markant deltagertilslutning, stor interesse for nye tiltag og en masse engagerede diskussioner var årets infodage en stor succes, som vi planlægger at gentage i 2026.
DBC DIGITAL udvikler og driver den Fælles Biblioteksinfrastruktur og en lang række digitale tjenester, og vi vægter tæt samarbejde med vores omverden højt.
Infodagene er en vigtig platform for dialog med bibliotekerne, og et gennemgående tema var, hvordan både biblioteksansatte og brugere af bibliotekerne er med til at sætte et tydeligt aftryk på vores løsninger og aktivt bidrager til at forme fremtidens digitale bibliotekstilbud. Det sker for eksempel gennem arbejdsgrupper, forundersøgelser, tests og løbende feedback.
På infodagene var der en markant interesse for at bidrage til udviklingen, hvilket blandt andet kom til udtryk i stor tilslutning til arbejdsgruppen bag det nye subsite for studerende på Bibliotek.dk.
Deltagerne viste især interesse for udviklingen inden for søgealgoritmer og AI.
En del spørgsmål og forslag var præget af de udfordringer, det giver, når det ikke er indlysende, hvorfor AI- og algoritmebaserede systemer svarer, som de gør. Og særligt emner relateret til søgefunktioner i Bibliotek.dk og Netpunkt fyldte en del, og der kom mange ønsker og forslag, som ellers kan være svære at få belyst i andre sammenhænge.
De mange gode input og idéer, der kom frem under infodagene, vil være værdifulde i det videre arbejde med at udvikle digitale løsninger til bibliotekerne.
Evalueringen af infodagene viser, at deltagerne fik stort udbytte af arrangementet. Over 90 procent af deltagerne giver udtryk for, at de fik ny viden og inspiration til deres daglige arbejde, og at formatet var godt.
Blandt de mest populære emner var kunstig intelligens, søgealgoritmer samt udviklingen i Bibliotek.dk og Netpunkt. Derudover var der stor interesse for de nyeste initiativer inden for DBC DIGITALs tjenester, herunder Faktalink, Forfatterweb og Filmstriben. Evalueringen viser, at mange gerne vil høre mere om disse områder på kommende infodage.
Vi glæder os allerede til næste års infodage – hold øje med invitationen i efteråret!