Gå til indhold

‘AI skal have formål og levere resultater’

Noah udvikler AI-løsninger og bruger kunstig intelligens til at gøre en forskel for biblioteker og brugere.

Sprogmodeller i dansk kontekst

Noah Torp-Smith har været softwareudvikler i mere end 20 år, og de seneste år har han bevæget sig fra klassisk backend-udvikling til at arbejde med kunstig intelligens som chef data scientist i AI-teamet.

Han bygger alt fra søgemaskiner til chatbots og er drevet af en stor interesse for den teknologiske udvikling i AI og især for at videreudvikle store sprogmodeller i en dansk kontekst.

’AI udvikler sig eksplosivt, og det kræver, at vi hele tiden holder os skarpe på området og tester nye modeller og nye måder at bruge teknologien på – også i en dansk kontekst. Sprogmodellerne skal trænes på dansk materiale, så vi får bedre danske AI-løsninger, og her kan vi bidrage til at gøre de danske modeller endnu bedre,’ fortæller Noah.

I AI-teamet er der højt til loftet og kort fra idé til produktion. Her handler det om at afprøve nye teknologier og omsætte dem til løsninger, der gør en forskel.

Portræt af Noah
Noah holder en Rubic cube

Gode ideer skal hurtigt i produktion

Det vigtige er ikke kun at bygge AI-værktøjer, men at løse problemer og forbedre processer og produkter. Noah arbejder for at forbedre bibliotekssektoren ved hjælp af AI og bruger sin viden og erfaring til at skabe løsninger, der giver værdi i praksis.

’Det er tilfredsstillende at se noget virke. At noget, du har bygget, faktisk bliver brugt og gør en forskel for brugerne og bibliotekerne. Så tænker man: yes – hvad er det næste?’ siger han.

Han understreger, at det er vigtigt at eksperimentere, men mindst lige så vigtigt at kombinere udforskningen af sprogmodeller med praktiske løsninger, som skaber konkrete resultater.

’Vi er gode til at levere hurtigt. Til at teste ideer af og få dem i produktion, så de ikke samler støv på tegnebrættet.’

Samtidig er det et stort ansvar, og der er grænser for brugen af AI. Især på det bibliografiske fagområde, som stiller viden og information til rådighed for brugerne.

’Det er afgørende at bygge ansvarlig AI. Det er stadig fagfolk, der skal sætte retningen, validere data og sikre vidensgrundlaget.’

Portræt af Noah

Faglig udvikling og hardware er uundværlige

I AI-teamet er der frihed til at prøve ting af, og Noah nyder det kreative frirum. Han har blandt andet suppleret sin faglige it-baggrund med diverse kurser inden for AI-feltet, og det er en naturlig del af jobbet at holde sig opdateret og tilegne sig ny viden.

’Det er en prioritet at tage sig tid til at læse en artikel, se en tutorial-video eller tage et online kursus eller på konference. Det er ikke nok bare at kunne lave sit arbejde i dag. Vi skal være skarpe på, hvad der sker inden for feltet, så vi kan arbejde seriøst med det og også lave nogle fede ting i morgen,’ siger Noah.

Derfor er det også afgørende med det rigtige udstyr. Uden den nødvendige hardware er det umuligt at få reel førstehåndserfaring.

’Vi har investeret i hardware, så vi kan eksperimentere med de nyeste modeller uden først at skulle købe tid eksternt. Det betyder, at vi kan teste hurtigt: hive en model ned, træne den og se, om den gør vores løsninger bedre. Det er et kæmpe plus som udvikler.’

Portræt af Noah
Portræt af Noah

Forståelse gør det sjovere at bygge AI

Overgangen fra backend til AI har været naturlig for Noah, for han har altid været nysgerrig på nye teknologiske områder og haft en lyst til at forstå systemer helt ned i detaljen.

’Kernen i AI er i bund og grund matematik som statistik og lineær algebra. Men i stor skala og rigtig hurtig. Den baggrund havde jeg med mig, så da jeg begyndte at arbejde med AI, kunne jeg lettere se, hvad der egentlig foregår inde i modellerne. For mig er det sjovere at arbejde med, når man forstår, hvad det er for nogle byggeklodser, man hiver ned fra hylderne, når man bygger AI-modeller.’

Med en ph.d. i datalogi i rygsækken og bifag i matematik er han godt rustet til at arbejde med AI og har en forståelse for, hvad der sker ’helt nede i maven’ på de store sprogmodeller. Men det var faktisk et rent tilfælde, at Noah endte i it-verdenen i det hele taget. Et job i en fagforening, hvor han skulle sætte computere op til kursister, sendte ham i retningen af datalogistudiet.

Siden har han udviklet både backend og frontend, før han kastede sig ud i AI.

Portræt af Noah ved GPU
Portræt af Noah ved computer
Portræt af Noah

Hånd i hånd med virksomhedens strategi

Noahs interesse for AI voksede i takt med, at virksomheden gradvist bevægede sig fra at arbejde med de tidlige former for kunstig intelligens som machine learning til at udvikle teknologisk avancerede AI-løsninger.

Hans faglige udvikling er på den måde gået hånd i hånd med DBC DIGITALs strategi om at gøre AI til en stadig mere central del af virksomheden – både integreret i de interne arbejdsværktøjer i bibliotekernes infrastruktur og i de digitale tjenester, som brugerne møder.

Han har blandt andet været med til at udvikle Bibliotek.dk’s nye søgemaskine, recommender-systemer til Børnebiffen.dk og prototyper på chatbots, der kan svare på alt fra bibliotekernes åbningstider til mere komplicerede spørgsmål om samfund og historie baseret på troværdige artikler fra den digitale tjeneste Faktalink.

’Vi samarbejder også med eksterne parter. Det er altid spændende og lærerigt at prøve AI af i forskellige sammenhænge,’ fortæller Noah.

Samarbejde og fællesskab er en hjørnesten

AI-teamet er derfor vokset betydeligt de seneste år, og fællesskabet er i lige så høj grad afgørende for teamets succes.

’Det er et stærkt team med folk, der har dyb viden om deres områder, og sammen sætter vi barren højt. Vi sparrer undervejs og tilrettelægger arbejdet løbende i stedet for at drukne i proces. Det betyder, at vi kan rykke hurtigt uden at miste retning.’

Det faglige miljø går hånd i hånd med det sociale: konferencerejser, fælles løbeture, jokes over kaffemaskinen og skulderklap, når noget lykkes.

’Uanset om man er meget eller lidt socialt anlagt, er der plads til alle – og man kan mærke, at folk er glade for, at man er her,’ fortæller Noah.

Løber sig til løsningen

Noah finder ikke kun arbejdsglæde i det faglige og sociale miljø, men også i arbejdskulturen: friheden, tilliden og fleksibiliteten i hverdagen.

’Det er måske ikke så sejt at sige, men det betyder noget, at det er nemt at få livet til at hænge sammen. Det er okay at tage imod håndværkeren torsdag formiddag eller løbe en tur i arbejdstiden,’ siger han.

Og de gode ideer eller løsningen på et problem kommer ofte, når han hopper i løbeskoene og sætter kurs mod arbejdet. Noah løber tre gange om ugen og har de sidste 15 år gennemført et halvmaraton om året. Nogle gange løber han på arbejde. Andre gange tager han cyklen – hvis vejret er med ham. Det er ikke for at slå rekorder, men for at holde sig skarp både mentalt og fysisk.

’Det giver klarhed. Og så sparer man transporttiden.’

For Noah er det netop kombinationen af ny, banebrydende teknologi, et stærkt fagligt miljø og en kultur med frihed og tillid, der gør arbejdslivet spændende.

’Vi har rammerne til at eksperimentere og muligheden for at skabe værdifulde løsninger, der betyder noget for brugerne,’ afslutter Noah.