Gå til indhold

’Faglighed er noget, man bygger videre på’

Med et ben inden for bibliotek og et ben inden for it er Linda med til at forbedre de systemer, bibliotekerne bygger på.

‘At gøre noget bedre end i går’

Linda Schwartz Karlsen har overblikket over, hvordan biblioteksdata flyder gennem systemerne – og hvordan de skal struktureres for at fungere bedst. Hun er ikke bibliotekar i klassisk forstand. Hun sidder ikke mellem bogreoler, men arbejder bag kulissen – dér hvor materialernes data skal hænge sammen, give mening og kunne genbruges på kryds og tværs af tjenester. Som bibliografisk chefkonsulent jonglerer hun med formater og standarder, hun skriver scripts i Python, der gør det lettere at overskue data, og hun samarbejder med it-udviklerne om nye funktioner.

’Det, der driver mig, er at gøre noget bedre end i går. Det betyder ikke nødvendigvis at finde den perfekte løsning, men at skabe forandringer, der gør en forskel for nogen. Det kan være nogle data, der endelig kommer til sin ret i en søgning. Eller en ny struktur, der gør det lettere for bibliotekerne at finde det, de skal bruge,’ fortæller Linda. 

Hun trækker både på sin biblioteksfaglige baggrund og sin tekniske kunnen. Det er derfor ikke et brud med det bibliotekariske, men en naturlig udvidelse. Det er her, hendes to fagligheder mødes og bliver til reel værdi.

’Det handler om at forstå bibliotekernes data og systemer i dybden – og finde ud af, hvordan de kan hænge bedre sammen. Det er en blanding af logik, struktur og sprog.’

Portræt af Linda for toppen af en trappe.
Portræt af Linda der sidder på en trappe.

’Først dér begynder de at skabe værdi

Linda har en kandidatgrad i biblioteks- og informationsvidenskab, men bortset fra sine ungdomsår som bogopsætter på det lokale bibliotek, har hun aldrig arbejdet på bibliotek.

Hun har et skarpt blik for detaljen i det store billede, og hun blev hurtigt kastet ud i at beskæftige sig med bibliotekernes omfattende, fælles databrønd og konvertering af metadata i forskellige formater, for at få information til at spille bedre sammen i de forskellige løsninger.

Hun elsker at lære nyt og dykke ned i komplekse sammenhænge, og gennem arbejdet med materialernes metadata og bibliotekernes systemer voksede hendes interesse for det tekniske aspekt.

’Det gælder ikke bare om at lagre data, men om at få dem til at opføre sig rigtigt i den kontekst, de skal bruges i. For først dér begynder de at skabe værdi for bibliotekerne og brugerne,’ forklarer Linda.

Det blev startskuddet til et arbejdsliv, hvor Linda siden har bevæget sig mellem analyse af biblioteksdata, systemintegration og produktudvikling. I dag er hun bibliografisk chefkonsulent og arbejder med at sikre, at de mange informationer om bøger, film og andre materialer kan genbruges, søges og vises rigtigt i bibliotekernes digitale tjenester, som biblioteksbrugerne anvender – og gerne på en smartere måde end i går.

Portræt af Linda udendørs

’Det var ret magisk at skrive en kommando’

Det var ikke noget, hun kunne i forvejen: analysere data og programmere. Men hun har altid haft lyst til at lære det. Derfor startede hun fra bunden og med en god portion tålmodighed og gåpåmod.

Hun har blandt andet taget kurser i Python, XML og data science for at styrke sin tekniske forståelse. Og hun har arbejdet sammen med en lang række it-udviklere med forskellige fagligheder og suget viden til sig.

’Jeg kunne ikke kode på forhånd,’ siger Linda. ’Men det lærte jeg – og det var ret magisk at skrive en kommando og se, at noget faktisk virker.’ 

Samtidig har hun fået et stort kendskab til MARC-formatet, den nye katalogiseringsstandard RDA og de mange regler og konventioner, der styrer feltet. Hun bevæger sig derfor ubesværet mellem biblioteksverdenens faglighed og den tekniske sfære, og hun anvender sine kompetencer til at forbedre metadatas anvendelighed.

Netop Lindas dobbeltblik er en styrke og gør hende til en vigtig brobygger. Hun arbejder dagligt tæt sammen med udviklere, bibliotekarer og product owners og er vant til at bygge bro mellem de forskellige fagligheder og forklare, hvorfor noget er vigtigt, eller hvordan noget kan gøres anderledes.

Portræt af Linda udendørs
Portræt af Linda foran en blå og lyserød væg

’Det er spændende at prøve ting af’

Det er langt fra den vej, hun forestillede sig i begyndelsen af sit arbejdsliv, men det er præcis den vej, der giver hende arbejdsglæde i hverdagen.

’Det er spændende at prøve ting af. Ikke at være låst fast i én rolle,’ fortæller hun. ’Hvis man har en idé eller kan se en løsning, så kan man bygge videre på det. Jeg har altid været den, der gerne ville finde ud af, om man kunne gøre noget lidt smartere.’

Det er vigtigt for Linda at fortsætte med at udvikle sig gennem hele arbejdslivet, og det er blandt andet muligt på grund af den arbejdskultur, der omgiver hende. Faglighed er ikke kun er noget, man taler om – men noget, man bygger videre på. Her er plads til diskussioner, feedback og nysgerrighed. Og så er der frihed til at dyrke sine interesser. Også når det betyder, at man bevæger sig i en ny retning.

’Vi lærer meget af hinanden – både dem, der er supererfarne, og dem, der kommer med friske øjne. Og det er netop det, der er så fedt,’ siger hun.

Portræt af Linda der slægtsforsker
Foto af arkivmateriale
Foto af arkivmateriale

’Det er som at lægge et puslespil

At analysere datasæt, identificere mønstre og sikre, at data er konsistente og følger reglerne, kan lyde tørt, men for Linda er det præcis det modsatte. Når noget ikke virker, er hun god til at opstøve, hvor fejlen ligger, og forstå, hvorfor den er opstået.

Hun har altid været glad for at opklare mysterier og for at grave efter den sidste lille brik af information, som får det hele til at falde på plads – både professionelt og privat. Hun bruger for eksempel meget af sin fritid på slægtsforskning og afdække historier om fjerne familiemedlemmer, der levede for flere hundrede år siden.

’Det er som at lægge et puslespil – man følger tråden og finder ud af, hvordan ting hænger sammen.’ Præcis som de metadata, der flyder gennem systemerne.

For andre virker det måske langsommeligt. Men for Linda er det netop, hvad der gør arbejdet spændende.

Portræt af Linda i sort/hvid