Gå til indhold

Styrket Bibliotek.dk til studerende

Vi har sammen med bibliotekerne igangsat en videreudvikling af Bibliotek.dk målrettet studerende.

En stærk ressource på studiet

Bibliotek.dk er et værdifuldt værktøj for landets studerende, når de skal finde faglitteratur, arbejde med kilder og skrive opgaver. For at forbedre de studerendes informationssøgning arbejder vi løbende på at styrke sitet i en studiekontekst, og derfor har vi påbegyndt arbejdet med at optimere Bibliotek.dk for studerende.

Vi er i gang med at videreudvikle Bibliotek.dk med særlig opmærksomhed på funktioner, der skal gøre det lettere for studerende at finde faglitteratur og bruge sitet aktivt i studiearbejdet. Målet er at skabe et fokuseret Bibliotek.dk, som er tilpasset studerendes behov, så sitet er en relevant og brugervenlig ressource for studerende.

Projektet har arbejdstitlen Studie.bibliotek.dk og er bestilt af KOMBIT.

 

Arbejdsgruppe bidrager med indsigt

For at sikre at vi møder de studerendes behov, bliver Bibliotek.dk videreudviklet i tæt samarbejde med bibliotekerne. Vi har nedsat en arbejdsgruppe, der skal være en del af projektet fra start til slut og være med til at kvalificere både indhold og funktionalitet.

Arbejdsgruppen består af biblioteksfaglige personer, der bidrager med værdifuld viden og indsigt i studerendes informationssøgning og adgang til faglitteratur og biblioteksressourcer.

Gruppen er sammensat af repræsentanter fra seks fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker, tre gymnasiebiblioteker, to folkebiblioteker, et centralbibliotek samt en studerende. De vil løbende give feedback på design og funktionalitet for at sikre optimal brugervenlighed og relevans.

Grafisk element fra Bibliotek.dk
Studerende der skriver
Biblioteksbygning

Fire indsatsområder skal forbedre sitet

De overordnede rammer er sat af KOMBIT, og arbejdsgruppens input vil være med til at forme projektets retning. Som udgangspunkt skal fire primære indsatsområder være med til at forbedre brugen af Bibliotek.dk for studerende: søgning, kildefiltrering, adgang og udviklingen af den nye underside.

Første opgave bliver at optimere avanceret søgning. Målet er en mere præcis og relevant søgefunktion, der imødekommer de faglige behov. Det handler om at skabe en søgeoplevelse, der er intuitiv og målrettet, så studerende kan finde frem til det rette materiale – både når de søger bredt, og når de har brug for specifik faglitteratur.

Når det gælder kildefiltrering, er ambitionen at give studerende bedre overblik over, hvilke kilder de søger i, og mulighed for at til- og fravælge bestemte typer af materialer. På den måde kan kildefiltreringen hjælpe de studerende med at udvælge de mest relevante og troværdige kilder, så de får bedre støtte i deres kildekritiske arbejde.

Bibliotek.dk skal styrke studerendes adgang til viden i en kompleks studiehverdag

En del af projektet er også at tydeliggøre, hvad den enkelte studerende konkret har adgang til. Forhåbningen er at forbedre loginprocessen ved at gøre integrationen til de lokale bibliotekssystemer endnu bedre. Det skal give en mere smidig og sammenhængende brugeroplevelse og sørge for, at studerende hurtigt får adgang til det rette indhold. Derudover har vi stort fokus på at gøre tilgængeligheden af materialer mere overskuelig.

Senere i projektet vil vi overveje, om der skal være en konkret underside til studerende på Bibliotek.dk, og hvilket indhold den i så fald skal indeholde, så den rammer målgruppens behov. Et af de vigtigste spørgsmål er, hvordan vi sikrer, at studerende nemt kan finde og vurdere relevant faglitteratur til deres studier. Der vil være fokus på vejledninger og guides samt på pensumlister og søgestrategier, så studerende kan optimere deres litteratursøgning.

Videreudviklingen af Bibliotek.dk og arbejdet med indsatsområderne skal sikre, at Bibliotek.dk bliver en endnu mere relevant, målrettet og brugervenlig platform for studerende. Der kan ske ændringer i takt med, at projektet skrider frem, og vi bliver klogere på brugernes behov, men målet er det samme: at understøtte de studerendes arbejde med litteratursøgning og kildebrug for at styrke deres adgang til viden i en kompleks studiehverdag.