Bibliotek.dk skal optimeres til studerendes behov
Vi har i samarbejde med KOMBIT og bibliotekerne igangsat en videreudvikling af Bibliotek.dk med fokus på fire indsatsområder, der skal styrke studerendes litteratursøgning.
Bibliotek.dk er et værdifuldt værktøj for landets studerende, når de skal finde faglitteratur, arbejde med kilder og skrive opgaver. For at forbedre de studerendes informationssøgning arbejder vi løbende på at styrke sitet i en studiekontekst, og derfor har vi påbegyndt arbejdet med at optimere Bibliotek.dk for studerende.
Vi er i gang med at videreudvikle Bibliotek.dk med særlig opmærksomhed på funktioner, der skal gøre det lettere for studerende at finde faglitteratur og bruge sitet aktivt i studiearbejdet. Målet er at skabe et fokuseret Bibliotek.dk, som er tilpasset studerendes behov, så sitet er en relevant og brugervenlig ressource for studerende.
Projektet har arbejdstitlen Studie.bibliotek.dk og er bestilt af KOMBIT.
Arbejdsgruppe bidrager med værdifuld indsigt
For at sikre, at vi møder de studerendes behov, bliver Bibliotek.dk videreudviklet i tæt samarbejde med bibliotekerne. Vi har nedsat en arbejdsgruppe, der skal være en del af projektet fra start til slut og være med til at kvalificere både indhold og funktionalitet.
Arbejdsgruppen består af biblioteksfaglige personer, der bidrager med værdifuld viden og indsigt i studerendes informationssøgning og adgang til faglitteratur og biblioteksressourcer. Gruppen er sammensat af repræsentanter fra seks fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker, tre gymnasiebiblioteker, to folkebiblioteker, et centralbibliotek samt en studerende, og de mødtes for første gang i begyndelsen af maj.
Ud over at trække på deres personlige erfaringer vil gruppen kigge mod andre platforme for at få inspiration og identificere best practices og nyttige funktioner. Arbejdsgruppen vil løbende give feedback på design og funktionalitet for at sikre optimal brugervenlighed og relevans.
Fire indsatsområder på tegnebrættet
Arbejdet med Bibliotek.dk målrettet studerende befinder sig på et tidligt stadie, og arbejdsgruppens input vil være med til at forme projektets retning. Derfor er det endnu for tidligt at sige, hvilke konkrete forbedringer der vil blive realiseret.
Men de overordnede rammer er sat af KOMBIT, og som udgangspunkt skal fire primære indsatsområder være med til at forbedre brugen af Bibliotek.dk for studerende: søgning, kildefiltrering, adgang og eventuelt udviklingen af en ny underside.
Hvilke konkrete tiltag, der bliver implementeret for hvert indsatsområde, vil afhænge af den videre udviklingsproces og arbejdsgruppens input.
Bedre overblik med søgning og kildefiltrering
Første opgave bliver at optimere avanceret søgning. Målet er en mere præcis og relevant søgefunktion, der imødekommer de faglige behov. Det handler om at skabe en søgeoplevelse, der er intuitiv og målrettet, så brugerne kan finde frem til det rette materiale – både når de søger bredt, og når de har brug for specifik faglitteratur.
Derudover vil vi kigge på forskellige muligheder i forhold til søgning på uddannelsesniveau i de bibliografiske data. Desuden vil vi overveje, om det skal være muligt at eksportere søgeresultater til flere referenceværktøjer end i dag.
Når det gælder kildefiltrering, er ambitionen at give studerende bedre overblik over, hvilke kilder de søger i, og mulighed for at til- og fravælge bestemte typer af materialer. Derfor skal vi blandt andet arbejde med at beskrive de enkelte kilder bedst muligt og hjælpe de studerende med at udvælge de mest relevante og troværdige kilder, så de får bedre støtte i deres kildekritiske arbejde.
Det kan for eksempel indebære at drøfte, om nogle kilder skal være fravalgt som standard, så søgningen automatisk prioriterer de mest relevante søgeresultater. Og om andre kilder skal fremhæves som kvalitetskilder, der kan give de studerende et godt og effektivt afsæt for deres studiearbejde.
Smidig adgang og en ny underside
Som en del af projektet skal vi kigge på indsatsområdet adgang. Vi kommer blandt andet til at se på, om vi kan tydeliggøre, hvad den enkelte studerende konkret har adgang til. Forhåbningen er at forbedre loginprocessen ved at gøre integrationen til de lokale bibliotekssystemer endnu bedre. Det skal give en mere smidig og sammenhængende brugeroplevelse og sørge for, at studerende hurtigt får adgang til det rette indhold.
Derudover har vi fokus på at gøre tilgængeligheden af materialer mere overskuelig. Det handler blandt andet om at vise, hvilke materialer der er Open Access, hvilke der kan lånes med det samme, og hvor materialerne fysisk kan skaffes. Målet er at gøre adgangen til viden så gennemsigtig og enkel som mulig.
Senere i projektet vil vi overveje, om der skal være en konkret underside til studerende på Bibliotek.dk, og hvilket indhold den i så fald skal indeholde, så den rammer målgruppens behov. Et af de vigtigste spørgsmål er, hvordan vi sikrer, at studerende nemt kan finde og vurdere relevant faglitteratur til deres studier.
Arbejdsgruppen vil drøfte muligheden for at integrere vejledninger og praktiske guides til at finde og anvende relevant faglitteratur. Derudover vil der være fokus på søgestrategier, så studerende kan optimere deres litteratursøgning, og på pensumlister, der samler pensumrelaterede ressourcer og anbefalinger.
Videreudviklingen af Bibliotek.dk og arbejdet med indsatsområderne skal sikre, at sitet bliver en endnu mere relevant, målrettet og brugervenlig platform for studerende.
Der kan ske ændringer i takt med, at projektet skrider frem, og vi bliver klogere på brugernes behov, men målet er det samme: at understøtte de studerendes arbejde med litteratursøgning og kildebrug og styrke deres adgang til viden i en kompleks studiehverdag.