Status på nyt Netpunkt og BOB
Første funktioner er i drift, og flere forbedringer er under udvikling. Få overblik over nuværende og kommende funktioner her.
Arbejdet med at udvikle en ny version af Netpunkt og Base over Bestillinger, BOB, skrider støt frem. Med afsæt i brugernes behov og input fra en tværgående arbejdsgruppe er de første funktioner nu i drift, mens flere forbedringer er undervejs.
Se beta-versionen på beta.netpunkt.dk. Bestillinger sendes reelt, så prøv det endelig af.
Der er i forbindelse med udviklingen af nyt Netpunkt og BOB nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra forskellige biblioteker og bibliotekstyper. Arbejdsgruppen bidrager løbende med feedback og idéer, som bruges aktivt til at justere funktioner og prioritere den videre udvikling.
Baggrunden for projektet er et behov for at udskifte den nuværende, teknologisk forældede platform. Det nye Netpunkt og BOB skal understøtte en mere enkel og tidssvarende brugeroplevelse i forbindelse med søgning og bestilling. Der er fokus på brugervenlighed og effektive arbejdsgange, der kan understøtte bibliotekernes hverdag – blandt andet gennem øget brugerstøtte og automatisering.
De første funktioner i drift
Der er allerede en del funktioner i drift på det nye Netpunkt.
Biblioteksvejviseren uden login: Er den første funktion, der er sat i drift, og anvendes allerede af mange biblioteker. Her kan man søge på biblioteksnavn eller -nummer og udskrive køresedler direkte. Det er desuden muligt at gemme et direkte link til en specifik køreseddel til senere brug. En ny fane giver adgang til oplysninger om hittegods – for eksempel hvor et materiale sidst har været udlånt, og hvilket bibliotek det blev sendt fra.
Avanceret søgning: Det er nu også muligt at søge i bibliografiske poster med samme søgeteknologi som i avanceret søgning på Bibliotek.dk. Man kan søge på forfatter, titel og emne via en formular eller anvende det nye CQL-felt, som giver adgang til alle tilgængelige søgeindekser. Poster vises på nuværende tidspunkt med centrale biblioteksdata, og flere oplysninger tilføjes i kommende versioner. Første version af funktionen lokaliseringer i søgeresultaterne er også tilgængelig, og yderligere detaljer – som for eksempel noter om tidsskrifter – vil blive tilføjet senere.
Bestilling af helt nye materialer: Som noget nyt vises en advarsel ved bestilling af helt nye materialer. Formålet er at gøre opmærksom på, at materialet muligvis endnu ikke er i cirkulation, og at det kan være relevant at overveje køb frem for fjernlån.
Automatisk fjernlån: Nyt Netpunkt understøtter desuden automatisk fjernlån, hvis materialet opfylder de kriterier, det enkelte bibliotek har defineret. Funktionen supplerer den eksisterende metode, hvor man manuelt vælger bibliotek og gennemfører bestillingen.
Kommende funktioner og fokusområder
Udviklingen af Netpunkt og BOB sker trinvist, og baseret på brugernes ønsker og feedback fra arbejdsgruppen er følgende forbedringer blandt de næste på vej:
Forbedret filtrering og sortering: Herunder mere præcis afgrænsning på materialetyper.
Flere data i visning af søgeresultater: For eksempel tydeligere serievisning, markering af andre udgaver og forbedrede trafiklys i forbindelse med beholdningsstatus.
Styrket bestil-funktion: Herunder bestilling af flere eksemplarer, tydeligere visning af afhentningssteder, bestilling uanset udgave samt videresendelse af en ’afvist’ bestilling til ny långiver.
Personlig tilpasning og hjælp: Mulighed for at gemme søgninger, tilpasse visning og aktivere hjælp og søgekoder efter behov, for eksempel ved AI-understøttet hjælp.
BOB bliver en integreret del af Netpunkt
BOB, som hidtil har været en selvstændig digital tjeneste, bliver integreret i det nye Netpunkt. Det betyder, at man fremover vil kunne håndtere hele bestillingsflowet ét sted – fra søgning og bestilling til behandling og svar.
Kommende funktioner i BOB-delen omfatter blandt andet:
- Faner og statusvisning, der gør det nemt at få overblik over bestillinger – både afsendte, modtagne og dem, der kræver handling.
- Bedre visning af noter og årsager til manglende automatisk bestilling.
- Mulighed for at gensende, videresende eller svare direkte til låner.
- Enkel videresendelse til materialevalg.
- Forskellige typer af statistik over bestillinger.
Målet er at skabe et brugervenligt Netpunkt, hvor både biblioteksdata, bestillinger og kommunikation mellem biblioteker kan håndteres effektivt fra én samlet indgang – både for den erfarne og den mindre erfarne bruger.